Man bør tage snegle på vejen mere seriøst: det ER tegn på regn i Spanien - kold heldagsregn. Men selv en våd og afsindig hård dag med over 30 km uafbrudt grusbelagt stigning kan ikke spolere det skyhøje humør: den gamle jernebanestrækning ‘Via Verde del Plazaola’ med 53 tunneller og adskillige oldgamle broer, som skærer sig gennem bjergene fra Andoain til Pamplona, er simpelthen magisk. De ømme ben er blevet belønnet med et hotelværelse med vaskemaskine og schnitzler på den lokale taberna. Tidligt i seng og tidligt op i morgen til anden del af ruten!